Shakespeare

Denne udgave af ATLAS LYD handler om Shakespeare. Kom med en tur til Amager, hvor en gruppe unge teaterfolk sætter Othello op i en kolonihave og hør, hvad en engelsklærer, skuespilleren Birgitte Hjort Sørensen og oversætteren Niels Brunse lægger vægt på, når de fortæller om deres kærlighed til Shakespeares tekster.
Mange husker deres første møde med Shakespeare som et tør omgang, der blev overvåget af en engelsklærer. De store historier var utilgængelige bag det snørklede sprog, og når stregerne endelig var sat under metaforerne, var tålmodigheden brugt op. Men hvordan skal man ellers møde Shakespeare? I denne podcast giver eksperter som Shakespearejomfruer deres bud på, hvordan man lærer at elske Shakespeare.

Afspil

Mig og min saz

I denne udgave af ATLAS LYD handler det om musikcensur. Vi skal høre historien om den herboende musiker Fuat Talay. I Tyrkiet blev han som ung mand låst inde og tortureret, fordi han spillede kurdisk musik.  

Helt frem til årtusindeskiftet slog Tyrkiets myndigheder ned på landets kurdiske musikere med hårde og brutale magtmidler. Men selvom musikerne i dag nyder godt at kurdernes bedre rettigheder tyder meget på, at især en mere usynlig form for censur forhindrer musikerne i at udfolde sig.
Programmet er produceret og tilrettelagt af Mads Staghøj.

Jünger var et øjemenneske

ATLAS LYD handler i denne omgang om den tyske forfatter Ernst Jünger. Forfatter Kristian Bang Foss og digter og oversætter René Jean Jensen taler med Andreas Eckhardt-Læssøe om den krigsbegejstrede forfatter.
I forbindelse med at den tyske forfatter Ernst Jüngers bog, På Marmorklipperne, er blevet nyoversat til dansk, har ATLAS inviteret to flittige Jünger-læsere til en samtale om hans forfatterskab. Forfatter Kristian Bang Foss og digter og oversætter af bl.a. Jünger. René Jean Jensen taler om, hvordan det er at møde en mur af tekst hos Jünger, at blive sat på prøve af teksterne, og om gerne at ville kunne tage telefonen og ringe til ham, når man som oversætter skal forsøge at skabe nye rum i teksten, som kun forfatteren selv har hovednøglen til.
De taler om hvordan Jüngers skrift er som en optikers, han var et øjemenneske, der zoomer helt ind på tingene, og trækker sig helt ud til månens perspektiv.
Ernst Jünger har altid været en kontroversiel forfatter. Blandt andet fordi han så positivt på krigen. Som en adgang til et mere ægte liv, et egentligt liv. Men både René Jean Jensen og Kristian Bang Foss mener, at det bygger på en kortslutning i litteratursyn. Jünger er et menneske og sådan kan mennesker åbenbart tænke, og det er spændende at læse om. Det er ikke en ”du-bliver-hvad-du-spiser” litteratur.
Afspil

Vi mangler et nyt ord for “forbi”

Der findes utallige narrativer om, hvad der sker, når to mennesker går fra hinanden. Men hvorfor er det så vigtigt for os at genfortælle historien om bruddet? Og ender historien altid lykkeligt?

De fleste af os har oplevet kærlighedens kriser. Selv hvis vi ikke rent faktisk har oplevet det, så har vi i hvert fald set det på film, læst om det, hørt om det. Måske har vi endda optaget så mange narrativer om hjertesorg, at den kan virke helt velkendt og indstuderet, når den rent faktisk rammer.

Christine Runøe er blevet led og ked af hjertesmerte. Hun beslutter sig for afkræve biologien, filosofien og kunsten nogle svar. For hvad er ulykkelig kærlighed egentlig for en størrelse? Hvad sker der, når vi går fra hinanden? Og hvordan kommer vi videre derfra – så vi kan undvige kærlighedens kriser fremover?

Medvirkende: Hjerneforsker ved CBS, Jon Wegener. Filosof og prodekan ved AAU, Anne Marie Pahuus. Musiker og sexologstuderende, Oliver Hoiness. Forfatter, Stine Pilgaard.

Indslag: Christine Runøe og Ida Meisling

Mangfoldighedens Kollaps

Det tredje program i rækken af lydmagasiner på ATLAS dykker ned i storbyens mangfoldighed.

Storbyen er mangfoldighed. Det gør den spændende, dynamisk og attraktiv. Her er plads til forskellighed og kreativitet. ‘Skæve eksistenser’ som øldrikkerne på bænkene til charmerende entreprenører som den asiatiske immigrant hyldes for at tilføre bydelene autenticitet og kant.

Men de svagere stillede skubbes ofte ud, når den øvre middelklasse overtager kvarterer med forældrekøb og mainstreambutikker – og socialt udsatte klumpes sammen i lavindkomstområder.

Lydmagasinet spørger, om byens rum er en mulighed for at mødes på tværs af sociale og økonomiske skel– eller snarere en evig kamp om at definere, hvordan og af hvem den skal bruges? Hvem kan føle sig hjemme i byens forskellige rum – og hvem er det egentlig, der drager fordel af, at der står en hjemløs og tigger klods op af en tapasbar?

Medvirkende: Anne Mette Nyfos, leder af varmestuen Stengade 40, kulturgeograf Henrik Gutzon Larsen, billedkunstner Kenneth Balfelt, lokalbetjent Marc, aktivist Christian og friluftsfolket på bænken.

Redaktion og tilrettelæggelse: Ida Meisling, Mathilde Grønborg Helms og Inger Ellekilde Bonde

Indslag: Mathilde Grønborg Helms og Helle Ansholm Rasmussen
Teknik/mix: Ole Fugl Hørkilde og Helle Ansholm Rasmussen

ATLAS Lyd er støttet af EU’s AKTIVE UNGE-pulje.

Kunstens Kollaps

Kunstens kollaps – kunst i krise og krise i kunsten

Det andet program i rækken af lydmagasiner på ATLAS kaster blikket på, hvordan kunsten behandler kriser, og hvordan kriser påvirker kunsten.

Krisen, katastrofen, kollapset er et tilbagevendende tema i kunsten – om det så er af eksistentiel, økologisk, kropslig, økonomisk eller politisk karakter. Men kunsten går ikke selv ram forbi, når krisen slår ned, og netop kunstens vilkår har vist sig særligt følsomme for skiftende konjunkturer og markeder i krise.

I ”Kunstens kollaps” møder vi zombier i katastrofefilm og popdivaer i performancekunstens tjeneste, hører et manifest for ’klimakunst’ og bliver klogere på ‘kunstrebeller’, der flirter med det kommercielle. Krisetænkningen toner ud i essayet om den håbefulde unge kunstner, der søger tilbage i det nære, familien, og undersøger kompromisets kunst.

Medvirkende: Billedkunstner Jes Brinch, lektor Isak Winkel Holm, forfatter Lars Skinnebach, kulturjournalist Katrine Hornstrup Yde, stifter af Art Rebels Carla Camilla Hjort, billedkunstnerne Mischa Krenchel og Thomas Elsted.

Redaktion og tilrettelæggelse: Ida Meisling, Mathilde Grønborg Helms og Inger Ellekilde Bonde.

Indslag/reportere: Andreas Eckhardt-Læssøe, Thomas Mørch, Ida Meisling og Anna Sofie Hillersborg.

Mix/teknik: Ole Fugl Hørkilde.
Andreas Eckhardt-Læssøe og Thomas Mørch har produceret indslagene med Isak Winkel Holm/Lars Skinnebach og Mischa Krenchel og Thomas Elsted med musik komponeret af Thomas Mørch.

Bistandens Kollaps

Har du købt nødhjælpsgeder til din familie i julegave? Har du trykket på velgørenhedsknappen ved flaskeautomaten i Brugsen? Og har du valgt den mineralvand, der støtter drikkevandsprojekter i Afrika?
Hjælpen til verdens fattige bliver i højere og højere grad solgt som en attraktiv vare til danskerne som forbrugere. ATLAS’ første lydmagasin undersøger tendensen til og konsekvenserne af den humanitære branding og ngo’ernes julegavekampagner: Er det tiltrængt at bringe bistanden i øjenhøjde, eller fjerner de forsimplede fortællinger fokus fra de egentlige problemer og årsager til fattigdom.
Medvirkende: Brian Benjamin Hansen og Rasmus Ugilt fra Center for Vild Analyse, ungdomspræst Thomas Nedergaard, adjunkt på RUC Lene Bull Christiansen, stiftere af SITAS Festivitas Rikke Liv Holst og Signe Bech Christensen.