Kunstens Kollaps

Kunstens kollaps – kunst i krise og krise i kunsten

Det andet program i rækken af lydmagasiner på ATLAS kaster blikket på, hvordan kunsten behandler kriser, og hvordan kriser påvirker kunsten.

Krisen, katastrofen, kollapset er et tilbagevendende tema i kunsten – om det så er af eksistentiel, økologisk, kropslig, økonomisk eller politisk karakter. Men kunsten går ikke selv ram forbi, når krisen slår ned, og netop kunstens vilkår har vist sig særligt følsomme for skiftende konjunkturer og markeder i krise.

I ”Kunstens kollaps” møder vi zombier i katastrofefilm og popdivaer i performancekunstens tjeneste, hører et manifest for ’klimakunst’ og bliver klogere på ‘kunstrebeller’, der flirter med det kommercielle. Krisetænkningen toner ud i essayet om den håbefulde unge kunstner, der søger tilbage i det nære, familien, og undersøger kompromisets kunst.

Medvirkende: Billedkunstner Jes Brinch, lektor Isak Winkel Holm, forfatter Lars Skinnebach, kulturjournalist Katrine Hornstrup Yde, stifter af Art Rebels Carla Camilla Hjort, billedkunstnerne Mischa Krenchel og Thomas Elsted.

Redaktion og tilrettelæggelse: Ida Meisling, Mathilde Grønborg Helms og Inger Ellekilde Bonde.

Indslag/reportere: Andreas Eckhardt-Læssøe, Thomas Mørch, Ida Meisling og Anna Sofie Hillersborg.

Mix/teknik: Ole Fugl Hørkilde.
Andreas Eckhardt-Læssøe og Thomas Mørch har produceret indslagene med Isak Winkel Holm/Lars Skinnebach og Mischa Krenchel og Thomas Elsted med musik komponeret af Thomas Mørch.